Familien er samlet:))

Vi er tilbage i Ouagadougou - nu med Alida.
Det har været et par begivenhedsrige dage og vi er små trætte.

Det hele startede lidt skævt. Den chauffør vi havde bestilt til at hente os og al vores bagage dukkede ikke op.
Kalifa blev utålmodig - der var jo ting vi skulle nå.
Han sagde - så kører jeg jer. Det betød vi på ingen måde kunne have al vores bagage med.
I må tage det vigtigste med og lade resten være tilbage i rummet til I kommer tilbage.
Der stod vi og skulle vælge 2 kufferter af de 4 vi havde med. Den ene var udelukkende til børnehjemmet og den anden ville så skulle pakkes til os.
I receptionen på hotellet forsøgte vi så at få alt det vigtige sorteret fra....

Afsted vi kom. Moussa vores tolk, Kalifa repræsentanten for AC - René og jeg.

Yako er en meget fattig by. Det er næsten ikke til at beskrive.
Der er meget slum.
Vi mødtes med Albertine. Hun er børnehjems lederen. En helt fantastisk dame som har besluttet at gøre bare lidt for de efterlade børn i Yako

Vi blev indlogeret på et hotel i Yako onsdag. Det må siges at være det mest skrabede værelse jeg nogensinde har set.
Vi tog turen ud til Regions Direktøren og blev præsenteret. Han accepterede formelt at vi kom og ville adoptere Alida.
Vi sad på hans kontor og fik en snak. Han var klar over at vi gerne ville ud og mødes med Alida, så formaliteterne samt det obligatoriske billede blev overstået.

Børnehjemmet viste sig efter usikker kørsel i Yakos gader. Knallerter og æsler præger billedet i gader fyldt med skrald og mennesker.

Da vi ankom til børnehjemmet var det middag. Det var over Alidas middagsmads tid og sovetid.
Det skulle vise sig at være ret uheldigt.

Vi blev placeret på 2 stole og et par kvinder kom ud med børn indhyllet i stof. Vi skulle vælge et barn. Det var tradition. Vi pegede på et barn, som så ikke var Alida men vi kunne jo se det ikke var hende, så det var i orden.

Alida var supertræt. Hun klyngede sig til Leone som en lille tæge. Hun plantede hende så i armene på mig. Det resulterede i en fulstændig utrøstelig pige. Ikke sjovt for nogen af os.
Jeg fik lov til at give hende lidt ris og fisk, men hun var ikke glad.
Hun ville hverken lade René eller mig komme tæt på.

Vi blev enige om at lade hende sove og vi tog tilbage på hotellet.
Vi ville lyve hvis vi sagde at det ikke berørte os. For det var lidt hårdt. Hun var sulten og træt og helt overvældet.

Efter hendes middagslur tog vi igen derud. Hun blev lidt betuttet, men vi gik på skift med hende og det var en helt anden oplevelse. Hver gang hun så Leone ville hun over til hende - meget naturligt, men hun var til at aflede.
Vi gav hende aftensmad og badede hende - overgav hende til Leone og tog hjem.

Hotellet en heeeelt anden historie. Ved ikke om jeg skal fortælle om den manglende vand i hanerne, eller stømsvigtene??

Dagen efter tog vi tidligt ud til Børnehjemmet - de havde ordnet morgenmad til os. Leone holdte sig uden for synsvidde og det gik som smurt. Alida var glad og tilfreds, og da vi ville give hende til Leone før middags luren sagde hun at vi kunne tage hende med på hotellet så kunne hun sove der.
På hotellet som hun og vi tog tilbage på børnehjemmet med hende. Vi spiste aftensmad og Leone mente godt vi kunne have hende om natten også.
Natten forløb ok - bortset fra hun kom med nogle prutter som fyldte bleen på rekord tid. Og hun sendte stråler ud over badeværelses gulvet.
Det er til at komme over - hvis man har vand.
Heldigvis havde vi - forudseende som vi jo er - fyldt 2 spande med vand.
René klarede det hele med oprejst pande. Den første ble var en voldsom udfordring - men han tog turbo prutterne med sindsro.

Efter en lang og varm nat stod vi op.. fik bad - hurraaaaaa - vand i hanerne.
Moussa og René arrangerede morgenmad og vi spiste sammen.
Alida snuppede sig derefter en lille lur på tæppet på gulvet.
Kalifa kom og hentede os.
I dag skulle vi jo "hjem" til Ouagadougou så vi skulle holde afskedsfest på børnehjemmet.
Vi købte sodavand, vand og 25 kg ris.
Albertine var glad for vi havde det så godt med Alida, der ikke ænsede Leone ret meget, men sad hos René og jeg på skift.
Alt var godt og vi sagde pænt farvel og rejste hjem.

Nu sidder vi på vores "gamle" værelse. Værelse 6.
René har lige givet Alida en flaske og sidder hos hende. Vi har ikke fået barnesengen endnu. Det gør det lidt svært at lade hende ligge på sengen selv.
Vi er glade og trætte.