onsdag den 6. august 2014

Alida 3 år

Alida er lige blevet 3 år. TILLYKKE lille skat.


Tiden med hende er fantastisk. Hun udvikler sig hele tiden.
Vi er velsignet med en yderst intelligent pige. Hun er hurtig opfattende, opfindsom og en rigtig lille bandit.
Hun fanger lynhurtigt situationer, som hun vender til egen fordel med charme og spidsfindighed.

Hun stopper snart i dagplejen. Det er skræmmende for os alle, men naturligvis også dejligt, at hun bliver ældre og mere selvstændig.

Vi har forberedt hende på børnehaven - hun skal i Sneglehuset, som ligger ca 3 km fra vores hjem. Vi har valgt den børnehave, da det er en udebørnehave, og Alida har behov for at blive aktiveret og udfordret i sin dagligdag. Børnehaven ligger lige ved siden af Skærup Zoo, hvor børnene har deres daglige gang. Det er en børnehave med store arealer og rig mulighed for sjove lege, men også mulighed for at trække sig tilbage og lege stille.

Vi tager derud når børnehaven er lukket og leger - så hun kan vænne sig til området. Vi har haft madpakker med og bare nydt området.
Første gang Alida så klatrevæggen derude, klatrede hun uden problemer op. Koordination og fremsynethed har hun.
Her er hun klatret helt til tops på reb banen - ingen angst, men rolig koordination og overblik. Vi blev ret overraskede, for hun ville ikke hjælpes. Hun vil og kan selv. Hun udsætter sig ikke for fare, for hun er som sådan ikke dumpdristig.

Som forældre må man have lov til at være stolte :)

Sommerferien havde hele familien set frem til. René og Alida tog uge 29 og vi tog alle uge 30 og 31.
Hun kunne geare ned sammen med René og bare nyde, at sove længe og komme sent i seng.

Uge 30 tog vi til Barcelona.
Vi var lidt bekymrede over at skulle på storbyferie med en 2 - næsten 3 årig.
Vores bekymringer blev gjort til skamme.
Hun ELSKEDE det.
Hun nyder at betragte folk og omgivelser.
Fly turen gik fantastisk. Hun spiste Maomam og trykudlignede hele vejen. Hun elsker at køre i bus, tog og nu også flyve.
Hun er god til at omstille sig nye situationer, samtidig med vi er opmærksomme på at holde noget kontinuerlighed.


 Vi valgte at finde en privat lejlighed, for at det ikke skulle være hotel. Det var en rigtig god idé. Vi fik en rigtig dejlig lejlighed - lidt uden for turistområdet. Det var lokalt og meget autentisk. Der var et børneværelse med masser af legetøj. Vi havde egen gårdhave som flittigt blev brugt.

Vi havde en lille babypool, som hun kunne bruge om eftermiddagen, når det bare blev for varmt. Ellers brugte vi dagene til at sove længe, hygge med morgenmad. Tage rundt og se alt det man nu skal se i Barcelona. Camp Nou, Den olympiske By, Ramblaen osv osv.
Alida fangede lynhurtigt systemet med metroen. Vi havde købt en secondhand klapvogn, og hun sad som en lille dronning i den.
Når vi kom til Metroen, rejste hun sig lige op, og trykkede på knappen til elevatoren. Meget stolt og meget voksent. Når andre trykkede før hende, blev hun lidt fornærmet.

Alle drages af Alida - og flere gange måtte vi tage hende op og gå væk fra folk. De kan ikke lade hende være. Flere gange oplevede vi at folk ville holde hende og have taget billeder med hende. Det bryder hun sig bestemt ikke om.

Hjemme igen ramte vi vores lokale byfest. Det er en fest som varer en hel uge. Alle bakker op om festen. Der er en børnekarrusel som blev lavet for 42 år siden og stadig er de små børns favorit.
Også Alida - som nok kørte 100 ture på den i løbet af lørdag og fødselsdags søndag.
Ellers kan vi fortælle at hun taler meget korrekt - hun sammensætter sætninger som ind imellem overrasker os.
Fx sidder hun og forsøger at give en af dukkerne en lille katte skærm på. En byggesagkyndig som er på besøg i forbindelse med forsikringsskift, spørger hende: Hvad er den beregnet til?
Alida: Den er beregnet til at sætte på Killing når den skal til dyrlægen.
Lidt paf blev jeg, men hun forklarer yderliger - den har nemlig været opereret i maven og så må den ikke bide sig selv.

Hun har droppet bleen. Bruger den kun om natten. Vi har lige droppet middagssøvnen, da hun ellers ikke kan falde til ro om aftenen. Klokken kunne sagtens blive både 21 og 22 inden hun gav op og faldt udmattet i søvn.
I ferien lod vi hende blive oppe, og det resulterede i at hun faldt i søvn mellem kl 19 og kl 20.
Meget bedre.

Vi har sovet ude på terrassen - rigtigt hyggeligt. Sjovt at ligge der under åben himmel og høre fuglene gå til ro.

Hun elsker Tapas.
Kan køre 30 oliven indenbors uden problemer. Hun er bestemt ikke bange for at smage på forskellige ting. Kød er stadig ikke det største hit, men det bliver bedre og bedre.

Vi fjoller meget sammen og hun er mega sjov. Hun pjatter og er god til at underholde.


Vi havde barnedåb den 20. maj.
Det var en rigtig dejlig dag. Vi havde valgt, at Alidas dåbskjole skulle syes om specielt til hende. Vi har stof fra Burkina Faso, som vi fik syet både på kjolen, men fik også lavet et pandebånd til hende. Hun var så smuk og hun klarede det så flot. Vi havde en dejlig dag - både i kirken hvor hun lod sig døbe uden problemer, men også hjemme med masser af gæster, god mad og ikke mindst masser af gaver.
René lod sig døbe samme dag - det var lidt en overraskelse for vores familie, men vi valgte ikke at fortælle det på forhånd, da det ville tage fokus fra Alida.
Så nu har far og datter lidt mere historie sammen.

Smukke Alida stillede op igen i sin dåbskjole, da rapsmarkerne blomstrede.





Vi glæder os til det næste år. Vi har fået kontakt med en familie, som har en dreng fra det samme børnehjem som Alida. Vi ses og børnene kunne helt klart genkende hindanden den første gang. De opfører sig som søskende når de er sammen. De er glade for at se hinanden, men der er helt klart konkurrence mellem dem.
Alida har også haft lidt svært ved at takle de følelser som dukker op i forbindelse med erindringerne. Det kan godt være svært at takle når man ikke rigtigt kan sætte ord på.
Det hjælper vi hende med. Vi er sikre på, at det på lang sigt vil være en kæmpe gave, at de 2 unger har kontakt. Derudover har vi en dejlig gruppe af familier, som har hjemtaget børn fra Burkina Faso. Dem ses vi med nogle gange om året. Ungerne elsker det, og vi voksne kan bruge hinanden som sparringspartnere. Det er dejligt at kunne drøfte forskellige problemstillinger med ander, som står i samme situation - som har det samme inde på livet, som os. 
I September skal vi på en 3 dages hyttetur sammen. Det glæder vi os alle til.